Kære alle jer,

Jeg sidder her og kigger ud af vinduet, og overvejer hvorfor jeg rigtig gerne vil bo i kollektiv. Jeg forestiller mig at der ville være nogen at bage et brød sammen med, og nogen at synge en regnsang med, eller måske bare nogen at dele en sjov film med. Jeg tror slet ikke jeg ville have brug for at gå udenfor på en dag som idag, hvis jeg boede i kollektiv, hvis ikke det var fordi vi allesammen skulle ud og hoppe i vandpytter, når regnen en gang bliver til noget.

Da jeg var på højskole og i det mini-bofællesskab, som jeg siden var en del af, oplevede jeg glæden ved at kunne være alene i et fælleskab, i fred i selskab med andre, og det vil jeg gerne leve i igen. Vi var 50 elever på min højskole, derfor var der altid nogen på fællesarealerne (nogen af os var der næsten altid), det var ikke krævende at være der og det handlede ikke om at være "på" derude. I virkeligheden var det nok der vi slappede bedst af, trak vejret bedst, nogen gange snakkede vi og nogen gange VAR vi bare... Nu kører jeg måske ud af en tangent, men jeg håber på også at kunne finde den naturlighed i et kollektiv. Det giver en enorm frihed, altid at have nogen at kravle hen til på en dårlig dag og nogen at løbe i jublende i favnen på, når alting bare flasker sig.

Jeg fortæller gerne mere om mig selv, og jeg vil rigtig gerne besøge JERES kollektiv en dag - og søge værelse, hvis det bliver aktuelt.

Mange hilsner,
Anna-Mia.